Hvor bliver pengene af hver måned?

Din indtægt efter skat og de tre store poster: faste udgifter, frit forbrug og opsparing. Siden viser fordelingen i procent, hvad der ikke er fordelt, og hvor det skrider.

Dine tal

Dit resultat

Vurdering—

Faste udgifter—

Frit forbrug—

Opsparing—

Ikke fordelt—Indtægten minus de tre poster. Negativt betyder, at budgettet ikke hænger sammen. Det er ikke det samme som rådighedsbeløb.

Mål for faste udgifter i kroner—

Mål for frit forbrug i kroner—

Mål for opsparing i kroner—

Opsparing om året—

Formel

Andel = post ÷ indtægt × 100. Ikke fordelt = indtægt − faste udgifter − frit forbrug − opsparing. Opsparingsmålet er resten op til hundrede procent.

Hvad beregningen forudsætter

At indtægten er efter skat. Regner du med bruttoløn, bliver alle andelene for små.
At fordelingen 50/30/20 er en amerikansk tommelfingerregel og ikke en dansk regel. Målfelterne er frie, og standardværdierne er et startpunkt.
At opsparingsmålet er resten op til hundrede procent, så de tre mål altid giver hundrede, uanset hvordan du flytter de to første.
At «ikke fordelt» er indtægten minus alle tre poster. Det er ikke rådighedsbeløb — det tal, et pengeinstitut regner på, er hvad der er tilbage efter de faste udgifter, og det er noget andet.
At det er ét månedsbillede. Uregelmæssige udgifter som bilsyn, tandlæge og julegaver falder ikke jævnt, og hører hjemme som en tolvtedel under de faste udgifter, hvis de skal med.

Det er en udregning af din egen fordeling, ikke økonomisk rådgivning.

Fast og variabel er ikke det samme som nødvendig og unødvendig

Den engelske udgave af det her regnestykke deler udgifter i «needs» og «wants» — nødvendigt og ønsket. Det danske budgetsprog deler et andet sted: faste udgifter er dem, der kommer hver måned uanset hvad, og variable er dem, du selv bestemmer fra måned til måned.

Husleje er fast, fordi den kommer hver måned — ikke fordi den er nødvendig. Et abonnement, du aldrig bruger, er også fast. Det er netop derfor, det er værd at se på: de faste udgifter er dem, der løber videre af sig selv.

50/30/20 er amerikansk

Målfelterne står på 50 og 30, og opsparingsmålet bliver så de sidste 20. Den fordeling kommer fra amerikansk privatøkonomisk litteratur, ikke fra en dansk kilde, og siden trykker den ikke som en regel.

Flyt målene derhen, hvor du selv synes, de skal stå. Opsparingsmålet følger med som resten op til hundrede, så de tre altid går op.

Ikke fordelt er ikke rådighedsbeløb

De to tal forveksles let, og de betyder ikke det samme. Ikke fordelt er indtægten minus alle tre poster — altså det, der bliver til overs, når også opsparingen er sat af.

Rådighedsbeløb i dansk bankpraksis er noget andet: hvad der er tilbage, når de faste udgifter er betalt. Det er det tal, et pengeinstitut ser på, når det vurderer, om du kan bære et lån. Hvor stort det skal være, er en vurdering fra sted til sted og ikke en fastsat sats, så der står ingen grænse her.

Et månedsbillede fanger ikke de skæve udgifter

Bilsyn, tandlæge, forsikring der betales halvårligt, julegaver — de falder ikke jævnt hen over året, og en enkelt måned viser dem enten som en spids eller slet ikke.

Skal de med, hører de hjemme som en tolvtedel under de faste udgifter. Så bliver månedsbilledet mere ærligt, også selvom kontoen ikke ser sådan ud lige den måned.

Vurderingen ser på tre ting i rækkefølge

Først om budgettet overhovedet hænger sammen. Derefter om de faste udgifter ligger mere end fem procentpoint over målet, og så det samme for det frie forbrug. Til sidst om opsparingen når sit mål.

Rækkefølgen er med vilje: er der ikke dækning, er det ikke fordelingen, der er problemet. Og ligger de faste udgifter for højt, hjælper det sjældent at spare på det frie forbrug.